tekst 3: Børn & kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger.

Resume af Børn & kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger.

                    Af Beth Juncker

Samfundet og dermed også kulturen er i hastig forandring fra 1980’erne og frem til nu, den samfundsmæssige udvikling fra et moderne industrisamfund til et senmoderne videns og oplevelsessamfund skaber diskussioner og forvirring omkring gamle begreber og forestillinger om kulturerne og forlanger en ny fortolkning af disse.

 Thomas Ziehe professor i pædagogik skriver om kulturel frisættelse, om en gennemgribende æstetisering af hverdagens, og at alt iscenesættes  æstetisk i vores nutidige samfund.

Det er ikke blot børns sociale betingelser, der har ændret sig radikalt siden 1950’erne, deres kulturelle muligheder har også undergået store forandringer. Samtidig med at vuggestuer, børnehaver, børnehaveklasser, skoler, skolefritidsordninger og pædagogisk organisererede fritidsaktiviteter præger barndommen uden for hjemmet, erobrer radio, tv, stereoanlæg , video og dvd afspiller, spillekonsoller og meget mere børneværelserne. Børn kan være fysisk sammen i fritiden, de kan også være sammen på tværs af rum og arenaer. I 1950’ernes barndom legede flokke af børn i forskellige aldre på gader og stræder, i baggårde, ved åer og vandløb. Der blev hinket, sjippet, spillet med hønseringe, kugler og bolde osv. Alt sammen eksempler på modernitetens æstetiske udfoldelser. I det 21. århundrede er legene rykket indendørs.

Har lige en lille sjov en jeg fandt på nettet sidste dag der minder lidt om dette her jeg nu læser om.

                                        

Børns kultur og børnekultur :

Børns kultur er en kultur, der til daglig omgås medierede æstetisk symbolsk udtryk og kommunikationsformer. Børnelulturen er en professionel pædagogisk – phykologisk funderet formidlerkultur, der primært dyrker klassisk kunst og kulturudtryk – litteratur, teater, musik og billedkunst mm. 

Børn og unges kultur er mediekulturer, hverken børnekulturen eller skolekulturen er det (endnu)

Det klassisk-humanistiske dannelsesbegreb

Det kom frem i starten af det 20. århundrede. Kulturen knyttes til det kendte. Det er mennesket som menneske, der skaber sig selv livet igennem.  Det enkelte individ er både subjekt og objekt for sin egen dannelsesproces - det modsiger det pædagogiske børnekulturbegreb fordi, at der står der, at børn ikke kan være subjekter for deres egne dannelsesprocesser. Der er den voksne handlende og tænkende subjekter og børnene er det modtagende og oplevende objekt. Der står de som formbare, modtagende og ubeskyttede - indtil de er ældre, hvor de så bliver både subjekt og objekt for egen dannelse. Det klassisk-humanistiske dannelsesbegreb er individorienteret

Det antropologiske kulturbegreb

Kommer mod slutningen af det 20. århundrede. Hvor vi i begyndelsen af det 20 år. hundrede blev knyttet til det kendte, knyttes den i slutningen af århundredet til det ukendte.

Hverdagskulturen bliver synlig. Børn er ikke blot 'becomings', altså fremtidens brugere, de er nu også 'beings', altså de lever i nuet.

Det antropologiske kulturbegreb interessere sig ikke for det individuelle, det søger derimod det kollektive, det bagvedliggende fællesskab, som alle har del i og bidrager til.

Det fokuserer ikke på voksnes forestillinger om, hvad der godt eller skidt for børns socialisering og dannelse. Det interesserer sig for børns perspektiv, hvad børn selv finder centralt, betydningsfuldt og godt.

Endvidere kan man igen skelne mellem to forskellige; Instrumentelle og autoteliske kulturer. De instrumentelle kulturer er børns pædagogiske institutioner, til skoler og videregående uddannelser. Disse er omfattet af udefrakommende, overordnede målsætninger som love, læreplaner, handlingsplaner rammesætter og styrer de aktiviteter der skal finde sted. Hvor de autoteliske kulturer er fritid og kulturliv. Her styrer, vælger, vrager og vurdere vi selv. Alan Aycock som er en engelsk legekulturforsker kalder disse kulturer for metakulturer og siger således:

Til sidst:

Selv om børns barndom har gennemgået en omfattende institutionalisering og pædagogisering, er det ikke de pædagogiske institutioner, de primært henter værdier og identitet fra. Nye medier supplerer ældre som redskaber for børns autoteliske metakultur. En kultur, der har rødder i folkekultur, festkultur og latterkultur, og som ikke skelner mellem højt og lavt, fint eller trivielt.