Børns mundtlige legekultur

Børns mundtlige legekultur.

 Børns mundtlige legekultur bruges her som samlebetegnelse for de aktiviteter, genrer og udtryksformer i mundtlig baseret leg og fortællinger, som børn bruger og deltager i. Eller med andre ord: øgenavne, kælenavne, gåder, udråb, nonsensfortællinger, ord-gakgak, gyserhistorier, lyde, rim, verbale dueller, og pralerier, gådevitser, parodier, tunge-twistere, fornærmelser, vittigheder, ”Alle børnene”-genren, remser, mundhuggerier m.m.

·        Der fokuseres på børn mellem 6-12 år gammel i dette kapitel, da de er traditionelt udøvere af disse genrer. Men blandt vuggestuebørn ses samværs – og udtryksformer, der peger frem mod denne legekultur, fx når de laver ”bølgen” som en kort, lille kollektiv kropslig og lydig koncert.

·        Klappesange er også brugen af rim og remser og kan ikke adskilles fra deres rytmiske, kropslige og musikalske aspekt

·        Legekultur som begreb defineres som ” børns æstetisk symbolske udtryksformer” og er samlebetegnelse for lege og andre æstetisk organiserede udtryksformer.

·        Trods den strukturelle adskillelse mellem børn og voksne i en stor del af døgnets timer har de også fælles arenaer og mødesteder, fx i familie, institution, og fritidsaktiviteter. Familien har en betydning for børns mundtlige legekulturelle former. Forældre og søskende har betydning tilegnelse af glæden ved leg med sproget, fortællekompetencer og repertoire, specielt for de mindre børn, ligesom familier er vigtig, når det generelt handler om at værdsætte og udvikle sans for humor.

·        Børn lærer ofte vittigheder i familien.

Sprog, fortælling og mundtlig leg.

·         Sprog er et socialt fænomen fænomen, som indgår i de spil om magt, status. Roller og anerkendelse, der hele tiden udspilles i det sociale rum.

·         Børn tilegner sig kommunikative færdigheder i samspil med andre, bl.a. søskende, i institutionerne og fritiden, altså om noget er sagt i en seriøs eller humoristisk hensigt mm.

·         Fortællingen er en grundform for børns måde at forstå sig selv og verden på, som fx myter og religiøse fortællinger har været det i kulturhistorien.

·         Grundlæggende for mundtlig leg er sprogets ekspressive og æstetiske potentiale, fordi sproget er genstand for legen, jf. Dumbledores ”Skvat! Splat! Dingenot! Tagfat!

·         Den mundtlige leg udtrykkes ved manipulation af elementer og relationer på alle lingvistiske niveauer- fra lyd og ord over sætning til kommunikation og situation.

·         Deltagelse i mundtlig humor forudsætter viden og kompetencer inden for de tre systemer.

1.      Sociokulturelt – Det sociokulturelle system angår de referencerammer, som deltagerne er fælles om, dvs. viden om samfund og kultur i bred forstand. Børn griner kun ad vitser om bamse og kylling, Michael Jackson, eller Osama bin laden, fordi figurerne er velkendte for alle.

2.      lingvistisk – til det lingvistiske system hører viden om sprogets indretning, fx fonetik og semantik, og sprogets sociale funktioner, fx hvordan det bruges i bestemte situationer, og udskrevne regler for sprogbrug.

3.      poetisk- Det poetiske system rummer kompetencer, som peger ind i – og på – sproget som genstand – og et æstetisk materiale, der kan manipuleres på kreative måder.

Gåder og gådevitser.

·         Gådeformen har flere tusinde år på bagen.

·         ”En gåde beskriver noget på en spidsfindig måde, at det kræver skarpsindighed at gætte”

·         Det at gætte det svar kræver sproglig viden, logisk sans, fantasi, viden om verden samt kendskab til et kulturelt præget billedsprog af overført betydning og metaforer.

·         Gåden lever primært blandt mindre børn.

·         Gådevitsen er den mest udbredte gådeform i dag.

Eksempeler på 2 gåder jeg hørte ved et barn fra 2 klasse da jeg var i min praktik i en SFO.

Hvad har 4 ben og 1 ryg men ingen krop?

Svar: En stol.

Hvorfor har en isterning ingen arme og ben?

Svar: Fordi den er vandskabt.

Gyserfortællinger.

·         Fra start skabes genreforventningerne til gyseren, for vi ved, hvad der skal ske, at noget uhyggeligt indtræffer, men hvordan og hvornår ved vi ikke, og deri består den skrækblandende fryd.

·         Den gode fortæller bruger mange sproglige og dramariske virkemidler, fx stemmeføring, pausering og gestik.

·         De fleste gyserhistorier er længere end en vits. Gyser historier kan blive ved i en uendelighed.

·         Indholdet til fortællingen hentes fra bl.a. traditionsstof, medieråstof (bøger, film, computerspil), og i nogle tilfælde private fantasier, der fortælles i fiktiv form, som om fortælleren selv har oplevet det.

·         Gysergenren kan også bruges i pædagogisk arbejde, fx til oplæsning på kolonier eller det arrangerede natløb med forventninger ”Hvad mon de finder på i år”.

·         Mundtlig fortælling er øjeblikkets og situationens kunstform, hvor den gode fortæller er lydhør og reagerende på reaktionen fra tilhørende.

”Alle børnene”- genren.

·         Omkring 1990 dukkede en ny genre op, det var let at genkende ved sin æstetik, hvor ordene ”Alle børnene….” straks vækkede bestemte genreforventninger.

·         Genren er kort med en stærkt fikseret opbygning i tre sætninger.

·         Selv om genrens råstof og temaer er indtryk og oplevelser fra virkeligheden, så skaber den et selvstændigt æstetisk rum, som også drejer sig om leg og sprog.

·         Børn udforsker genren og skaber hjemmelavede, sommetider kiksede, men lattervækkende eksempler.

·         Forholdet mellem samfundet og en genres opståen og udvikling er komplekst, men ”Alle børnene” genrens opståen og funktion må bl.a. ses i lyset af, at den i sit indhold afspejler nogle af de fænomener, børn møder i medierne.

·         Børn kultivere sig selv og omgivelserne igennem legekulturen genrer og udtryksformer som et medie, hvor de skaber form og mønstre, de former matriale /sprog, krop, bevægelse, hinanden) æstetisk.

Parodier.

·         Begrebet parodi kan defineres som en komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug og tonefald.

·         Parodi drejer sig om at ”gøre grin med noget”

·         At udfører en god mundlig parodi drejer sig om at aflure iøjnefaldende træk og fremstille dem på en stiliseret og genkendelig måde, der får andre til at grine.

·          Dels kan parodier rettes mod personer eller episoder , som en lille børnegruppe kender, fx parodier på en lærer eller pædagog.

·         Dels kan parodier rettes bredt i forhold til råstof, indtryk og genrer, som er fælles, og i legekulturen.

·         Mediegenrer ´, fx tv-reklamer eller sportsreportager, er velegnet til parodier, da de både er korte og udgør en fælles referenceramme for mange børn.

        Rim og remser.

·         Det vi samler under betegnelsen ” rim og remser”, er så forskelligartet sprogligt og indholdsmæssigt, at de er svære at kategorisere. Alligevel har de grundlæggende fælles træk dels en enkel og klar markeret rytme og dels brugen af forskellige rim-former, fx bogstaverim og enderim.

·         Rim og remsers nyere forhistorie går tilbage til en mundtlig kultur i bondesamfundet, hvor børn og voksne i højere grad end i dag havde et fælles liv.

·         Mange af remserne har bestemte didaktiske funktioner og formål, fx remser med ugedage eller tal og bogstaveremser.

·         Rim og remser kan allerede begynde ved puslebordet, mellem barn og voksen med fx pandeben-øjesten-næsetip-mundelip og dikke-dik.

·         Kommunikation med småbørn har netop rytmisk præg, brug af gentagelser og tur-tagning i form af vekselvis svar og gensvar mellem voksen og barn, hvilket peger frem mod både kommunikative kompetencer i bred forstand og former i den mundtlige legekultur.

·         Med faglig indsigt i børn og sprog, kendskab til rim og remsemateriale og kreativitet formidler pædagogerne rim og remser i en meningsfuld aktivitet, der inspirerer børnene til selv at lege videre med sproget.

·         Tælleremserne har stadig en funktion i legekulturen, og de kan bruges til at organisere socialt samvær på lokale og egne vilkår. I stedet for de stærkeste i gruppen bestemmer, er tælleremsen med til at stabilisere samværet fx okker, gokker, gummiklokker , erle perle pif paf puf, som findes i mange variationer.

Pædagogers betydning for 6-12 åriges legekultur i institutioner.

·         Organisering af hverdagen i institutionen sætter rammer og vilkår for legekulturen. Det er vigtigt, at der er tid og rum, både ude og inde, til at udfolde sig – også i længere tid uden at blive afbrudt af pædagoger og andre børn.

·         Aldersspredning i gruppen medvirker til, at større børn formidler genrer og udtryksformer videre til de mindre børn.

·         Pædagoger må også være tålmodige og lægge øre til flere børn, som i løbet af en dag fortæller den samme vittighed, som de alle lige har hørt og skal teste på en voksen. Og måske skal pædagogen hjælpe de mindste børn med at få den fortalt rigtigt eller forklare, hvorfor netop den vits måske vil forarge hjemme hos mormor.

·         Nogle gange er det vigtigt at udfordre og opfordre: lad os lave SFO’ens egen bog med vittigheder, sange og skøre rim og remser, hvor pædagogerne hjælper til med at få skrevet børnenes historier ned.