tekst 3: Børn & kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger.

Resume af Børn & kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger.

                    Af Beth Juncker

Samfundet og dermed også kulturen er i hastig forandring fra 1980’erne og frem til nu, den samfundsmæssige udvikling fra et moderne industrisamfund til et senmoderne videns og oplevelsessamfund skaber diskussioner og forvirring omkring gamle begreber og forestillinger om kulturerne og forlanger en ny fortolkning af disse.

 Thomas Ziehe professor i pædagogik skriver om kulturel frisættelse, om en gennemgribende æstetisering af hverdagens, og at alt iscenesættes  æstetisk i vores nutidige samfund.

Det er ikke blot børns sociale betingelser, der har ændret sig radikalt siden 1950’erne, deres kulturelle muligheder har også undergået store forandringer. Samtidig med at vuggestuer, børnehaver, børnehaveklasser, skoler, skolefritidsordninger og pædagogisk organisererede fritidsaktiviteter præger barndommen uden for hjemmet, erobrer radio, tv, stereoanlæg , video og dvd afspiller, spillekonsoller og meget mere børneværelserne. Børn kan være fysisk sammen i fritiden, de kan også være sammen på tværs af rum og arenaer. I 1950’ernes barndom legede flokke af børn i forskellige aldre på gader og stræder, i baggårde, ved åer og vandløb. Der blev hinket, sjippet, spillet med hønseringe, kugler og bolde osv. Alt sammen eksempler på modernitetens æstetiske udfoldelser. I det 21. århundrede er legene rykket indendørs.

Har lige en lille sjov en jeg fandt på nettet sidste dag der minder lidt om dette her jeg nu læser om.

                                        

Børns kultur og børnekultur :

Børns kultur er en kultur, der til daglig omgås medierede æstetisk symbolsk udtryk og kommunikationsformer. Børnelulturen er en professionel pædagogisk – phykologisk funderet formidlerkultur, der primært dyrker klassisk kunst og kulturudtryk – litteratur, teater, musik og billedkunst mm. 

Børn og unges kultur er mediekulturer, hverken børnekulturen eller skolekulturen er det (endnu)

Det klassisk-humanistiske dannelsesbegreb

Det kom frem i starten af det 20. århundrede. Kulturen knyttes til det kendte. Det er mennesket som menneske, der skaber sig selv livet igennem.  Det enkelte individ er både subjekt og objekt for sin egen dannelsesproces - det modsiger det pædagogiske børnekulturbegreb fordi, at der står der, at børn ikke kan være subjekter for deres egne dannelsesprocesser. Der er den voksne handlende og tænkende subjekter og børnene er det modtagende og oplevende objekt. Der står de som formbare, modtagende og ubeskyttede - indtil de er ældre, hvor de så bliver både subjekt og objekt for egen dannelse. Det klassisk-humanistiske dannelsesbegreb er individorienteret

Det antropologiske kulturbegreb

Kommer mod slutningen af det 20. århundrede. Hvor vi i begyndelsen af det 20 år. hundrede blev knyttet til det kendte, knyttes den i slutningen af århundredet til det ukendte.

Hverdagskulturen bliver synlig. Børn er ikke blot 'becomings', altså fremtidens brugere, de er nu også 'beings', altså de lever i nuet.

Det antropologiske kulturbegreb interessere sig ikke for det individuelle, det søger derimod det kollektive, det bagvedliggende fællesskab, som alle har del i og bidrager til.

Det fokuserer ikke på voksnes forestillinger om, hvad der godt eller skidt for børns socialisering og dannelse. Det interesserer sig for børns perspektiv, hvad børn selv finder centralt, betydningsfuldt og godt.

Endvidere kan man igen skelne mellem to forskellige; Instrumentelle og autoteliske kulturer. De instrumentelle kulturer er børns pædagogiske institutioner, til skoler og videregående uddannelser. Disse er omfattet af udefrakommende, overordnede målsætninger som love, læreplaner, handlingsplaner rammesætter og styrer de aktiviteter der skal finde sted. Hvor de autoteliske kulturer er fritid og kulturliv. Her styrer, vælger, vrager og vurdere vi selv. Alan Aycock som er en engelsk legekulturforsker kalder disse kulturer for metakulturer og siger således:

Til sidst:

Selv om børns barndom har gennemgået en omfattende institutionalisering og pædagogisering, er det ikke de pædagogiske institutioner, de primært henter værdier og identitet fra. Nye medier supplerer ældre som redskaber for børns autoteliske metakultur. En kultur, der har rødder i folkekultur, festkultur og latterkultur, og som ikke skelner mellem højt og lavt, fint eller trivielt.

Indsamling af børns vittigheder.

Aktivitet 2. Indsamling af børns vittigheder.

Da jeg alligevel havde lovet børnene i SFO’en at komme og besøge dem snart, valgte jeg med mit besøg, at tage denne aktivitet med derop.

Mål gruppen jeg samlede var 5-7 år, det var dem jeg var sammen med, i min praktik.

Efter velkomsten af de mange glade børn, spurgte jeg en gruppe på omkring 10 børn, om de ville hjælpe mig med at fortælle vittigheder, eller måske kunne nogle gåder. Dette ville gruppen mægtig gerne. Vi sad os over i sofaen på gruppen, hvor jeg fortalte at det var noget jeg skulle bruge i forbindelse med min uddannelse som jeg er færd med at tage, at jeg derfor ville skrive vittighederne ned på et stykke papir, når de havde fortalt dem. Jeg spurgte om nogen af børnene havde en vittighed de kunne fortælle mig, to i gruppen spurgte mig hertil, hvad en vittighed er? Jeg forklarede det var en sjov historie, en man kom til at grine af og kom med et eks.

Alle børnene havde en kæresteundtagen bo - han havde 2.

Denne forstod gruppen af børn, og grinte, og der kom derefter gang i børnenes vittigheder her kommer eksempler på hvad de fortalte.

Alle børnene fik 12 til eksamen undtagen, Line hun var blondine.

Spurgte hertil hvor han havde hørt vittigheden fra og hvorhenne, han havde hørt den ved sin storebror hjemme.

Spurgte samtidig om han havde fortalt nogen henne i skolen denne vittighed, dette havde han ikke, og han havde heller aldrig fået en vittighed fortalt i skolen.

Hvorfor tager århusianerne altid en bildør med ud i ørkenen?

-         Så kan de rulle vinduet ned når det bliver for varmt.

Denne vittighed blev fortalt af samme barn, men spurgte hvor han havde hørt denne vittighed henne? Den var også blevet fortalt i hjemmet af storebror.

Da denne vittighed blev fortalt af barnet, udbrød 2 andre børn at de nu kunne også nogen. De første 2 var fortalt af det samme barn.

Hvorfor tager århusianerne så altid et gevær med ud i ørkenen.

-         Så de altid kan skyde en genvej.

Denne vittighed blev fortalt af en pige, hun havde hørt den i ride klubben, ved en af de lidt ældre piger. Hun fortalte mig at hun heller ikke havde fortalt den til nogen henne i skolen, for der var jo ikke nogen der havde spurgt, som hun siger.

 Alle børnene kom ud af huset undtagen Jørgen, han løb ind i døren.

Denne her blev fortalt af en pige, hun kunne ikke huske, hvor hun havde hørt den henne, og kunne heller ikke, lige huske om hun havde fået den fortalt i skolen, men det mente hun ikke.

Hvorfor sætter århusianerne altid mælken ud på toilettet?

-         Fordi de er bange for den ikke kan holde sig.

Denne blev fortalt af en dreng, som havde hørt den fra sin far i hjemmet. Han havde heller ikke fortalt den til nogen henne i skolen, for det var der jo ingen der gjorde.

Jeg tog her de 5 vittigheder jeg fik ved børnene som lignede vittigheder, nogle af børnene prøvede i mens, selv at digte nogle vittigheder, som de selv kunne grine af, men som ikke lignede en vittighed overhovedet.

Set fra mig af er der ikke mange vittigheder i de første årgange i skolen, jeg snakkede med en pædagog, der er ansat ved 1-2 årgang på skolen, og hun fortalte mig at det var yderst sjældent at hun havde fået fortalt eller bare hørt en vittighed fra et barn.

Alle vittighederne blev fortalt på baggrund af mig, og har i min 3 måneders praktik i SFO’en heller ikke uopfordret hørt nogen vittigheder.

Jeg husker som barn, at vittigheder var noget der snart skete dagligt, børnene i mellem. Vi fortalte vittigheder i stor udstrækning, jeg tror tendensen over de sidste 15 år har ændret sig drastisk i forhold til børns mundtlige legekultur. De steder hvor jeg har undersøgt/været, har der ikke været nogen form for kultur i forhold til vittigheder osv. Jeg syntes personligt det er ærgerligt at tendensen går den vej, men vi må jo som kommende pædagoger, gå ud og lave om på disse tendenser.  

At skabe antropologisk viden om børn.

At skabe antropologisk viden om børn.

·         Der bliver anskuret at antropologisk børneforskning, er som en videnskabelig disciplin, der både er rettet mod børn og mod de sammenhænge, de indgår i.

·         Det er en tilgang der udforsker børns hverdagsliv, i deres handlinger og fortolkninger i forhold til de positioner og handlemuligheder, de har og skaber sig i en given sammenhæng.

·         Der er tale om en videnskabelig tilgang, der prencipielt hverken er behovsskabt eller målrettet, afgrænset eller fordefineret.

·         Felt arbejde kan forstås som en forsningsstrategi der har til hensigt at afdække, hvordan barn, børn og kontekst er forbundet i hverdagens mange praktikker.

Feltarbejde.

·         Felt arbejde er den overordnede betegnelse for forskellige etnorgrafiske metoder og må betragtes som en grundsten i antropologisk forskning.

·         Antropologisk viden skabes ved tilstedeværelsen i felten, hvor man opbygger relationer med dem man udforsker.

·         Et ophold på stedet over længere tid er en forudsætning for at kunne skelne det typiske fra det enestående.

·         Et vigtigt element i feltarbejde er at undre sig over de forhold, man konfronteres med, for derpå at undersøge baggrunden for dem.

·         Ens underen giver anledning til at stille spørgsmål og forsøge at forstå rationalerne bag den praksis, man iagttager.

·         Feltarbejde er ikke et udtryk for en bestemt tilgang. Der er mange forskellige tilgange, enhver undersøgelse må tilpasses der specifikke område og problemstilling.

·         I feltarbejde kan det være relevant også at interviewe børnenes forældre, eller deltage i familiens daglige rytmer for at se hvor barnet faktisk befinder sig hvornår.

·         Feltarbejde går ud på at få et indblik i menneskers forståelse og handlinger, uanset hvor i verden man laver forskningen.

Deltagerobservation.

·         Centralt i feltarbejdets termologi er deltagerobservation. Feltarbejde skal gerne have en vekselvirkning mellem deltagelse i andre menneskers hverdagsliv, kombineret med observation og systematisk refleksion over det iagttagede.

·         Det er vigtigt i feltarbejde ikke at overføre sine egne barndomsopfattelser, til et miljø der kan have ganske andre værdier og forståelser for hvad et barn er.

·         Forudsætningen for at kunne handle etisk ansvarligt er at kunne forstå på lokale præmisser.

·         Uanset hvor i verden du laver undersøgelser er der tale om de samme bestræbelser på at forstå de mennesker man har med at gøre, på deres egne præmisser.

·         Man må ikke tage forgivet, at man ved, hvad betydning for undersøgelsesområdet, heller ikke når man laver feltarbejde i sit eget samfund.

Feltarbejde som refleksiv tilstand.

·         Som feltarbejder er man selv del i og få indsigt i menneskelige erfaringer, dette sker ved personlig mellemkomst.

·         Det empiriske forskningsmateriale bliver til i relationen mellem forsker og forskningsobjekt, og denne relation bliver afgørende for det færdige resultat.

·         Det er umuligt at notere sig alt, ikke mindst når man skal oversætte usproglige udtryksformer til notesbogens skriftsprog, og man samtidig skal følge med i , hvad der i øvrigt foregår.

·         Ofte kommer man til og ligge vægt på det sproglige udsagn, simpelthen fordi de er nemmere at opfatte.

Om konstruktionen af et barneperspektiv.

·         I slutningen ad firserne begyndte antropologer og sociologer for alvor at formulere paradigmatiske overvejelser om børn og barndomsforskning, og blev af flere fremhævet at etnografiske metoder måtte anses som velegnede til indkredsning af børns perspektiver, erfaringer og viden.

·         I de seneste tiår har der været en udtalt brug af etnografiske metoder i mange studier af børn – også uden for antropologien.

·         Det er vigtigt at understrege, at det at bedrive antropologisk forskning med børn, ikke er en politisk position rettet mod at give stemme til en gruppe, der generelt har været underrepræsenteret.

·         Den antropologiske tilgang retter sig ikke primært mod afgrænset barneperspektiv ensidige mod at repræsentere børns viden i noget entydig forstand.

·         Barneperspektiv er ikke en empirisk størrelse, der fremkommer ved studier af børns udsagn og handlinger alene, men en analytisk konstruktion, der hænger sammen med de teoretiske overvejelser, man gør sig i forbindelse med opbygningen, udførelsen og analysen af et feltarbejde.

·         Pointen med antropologisk forskning er at overskride de lokale perspektiver, der altid er forankret i levede liv.

·         At observere og lytte til børn giver ikke en total eller objektiv viden om børns perspektiver.

·         Den antropologiske forskning retter sig mod børns viden og handlinger. Man kommer aldrig så tæt på , at man kan sige, man deler deres erfaringer eller ved, hvordan de tænker.

Analyse af kontekst.

·         Kontekst er forbindelser, der opfattes som relevante for mennesket, der udforskes, men bedømmelsen af relevans beror på en konstruktion af mennesket, som forskeren foretager.

·         Antropologen Raymond McDermott pointere i sine refleksioner over kontekstbegrebet, at opfattelsen af kontekst gør en væsentlig forskel for den analyse, man foretager.

·         I en traditionel forståelse fremstår kontekst som en række cirkler uden om studieobjektet dvs. at barnet er i centrum, og derpå kommer familien, vennerelationerne, klasserummet, skolen som institution og til sidst det mere abstrakte.

Antropologisk viden om børn.

·         For overhovedet at kunne behandle et problem og tilrettelægge en undersøgelse, må man være sig bevidst, hvordan man afgrænser sit objekt og dermed sin felt, og hvilke forestillinger man afgrænser ud fra.

·         Pointen i forhold til studier af børn er, at børn ikke bare er en entydig kategori, lige så lidt som barndom har nogen objektiv fremtrædelsesform.

·         Opfattelser af, hvad barndommen er, variere historisk og på tværs af kulturelle sammenhænge, ligesom forestillinger om, hvad er, kan og har godt af, adskiller sig fra det ene samfund til det næste, og på tværs af sociale grupper også indenfor de fleste samfund.

·         At forske i børn med et antropologisk perspektiv betyder at få blik for aktive samspil omkring etablering af positioner, viden og handlemuligheder i relation til mennesker og betydninger, der omgiver og ustandseligt blander sig i, korrigere og kommentere de barnlige udtryk.

Fokus punkter.

1: Gåden lever primært blandt mindre børn.
 
        Hvor gamle skal børn være for at forstå gåder?

2:  Hvordan kan man ellers støtte udviklingen af børns mundtlige legekultur?

     

      

Børns mundtlige legekultur

Børns mundtlige legekultur.

 Børns mundtlige legekultur bruges her som samlebetegnelse for de aktiviteter, genrer og udtryksformer i mundtlig baseret leg og fortællinger, som børn bruger og deltager i. Eller med andre ord: øgenavne, kælenavne, gåder, udråb, nonsensfortællinger, ord-gakgak, gyserhistorier, lyde, rim, verbale dueller, og pralerier, gådevitser, parodier, tunge-twistere, fornærmelser, vittigheder, ”Alle børnene”-genren, remser, mundhuggerier m.m.

·        Der fokuseres på børn mellem 6-12 år gammel i dette kapitel, da de er traditionelt udøvere af disse genrer. Men blandt vuggestuebørn ses samværs – og udtryksformer, der peger frem mod denne legekultur, fx når de laver ”bølgen” som en kort, lille kollektiv kropslig og lydig koncert.

·        Klappesange er også brugen af rim og remser og kan ikke adskilles fra deres rytmiske, kropslige og musikalske aspekt

·        Legekultur som begreb defineres som ” børns æstetisk symbolske udtryksformer” og er samlebetegnelse for lege og andre æstetisk organiserede udtryksformer.

·        Trods den strukturelle adskillelse mellem børn og voksne i en stor del af døgnets timer har de også fælles arenaer og mødesteder, fx i familie, institution, og fritidsaktiviteter. Familien har en betydning for børns mundtlige legekulturelle former. Forældre og søskende har betydning tilegnelse af glæden ved leg med sproget, fortællekompetencer og repertoire, specielt for de mindre børn, ligesom familier er vigtig, når det generelt handler om at værdsætte og udvikle sans for humor.

·        Børn lærer ofte vittigheder i familien.

Sprog, fortælling og mundtlig leg.

·         Sprog er et socialt fænomen fænomen, som indgår i de spil om magt, status. Roller og anerkendelse, der hele tiden udspilles i det sociale rum.

·         Børn tilegner sig kommunikative færdigheder i samspil med andre, bl.a. søskende, i institutionerne og fritiden, altså om noget er sagt i en seriøs eller humoristisk hensigt mm.

·         Fortællingen er en grundform for børns måde at forstå sig selv og verden på, som fx myter og religiøse fortællinger har været det i kulturhistorien.

·         Grundlæggende for mundtlig leg er sprogets ekspressive og æstetiske potentiale, fordi sproget er genstand for legen, jf. Dumbledores ”Skvat! Splat! Dingenot! Tagfat!

·         Den mundtlige leg udtrykkes ved manipulation af elementer og relationer på alle lingvistiske niveauer- fra lyd og ord over sætning til kommunikation og situation.

·         Deltagelse i mundtlig humor forudsætter viden og kompetencer inden for de tre systemer.

1.      Sociokulturelt – Det sociokulturelle system angår de referencerammer, som deltagerne er fælles om, dvs. viden om samfund og kultur i bred forstand. Børn griner kun ad vitser om bamse og kylling, Michael Jackson, eller Osama bin laden, fordi figurerne er velkendte for alle.

2.      lingvistisk – til det lingvistiske system hører viden om sprogets indretning, fx fonetik og semantik, og sprogets sociale funktioner, fx hvordan det bruges i bestemte situationer, og udskrevne regler for sprogbrug.

3.      poetisk- Det poetiske system rummer kompetencer, som peger ind i – og på – sproget som genstand – og et æstetisk materiale, der kan manipuleres på kreative måder.

Gåder og gådevitser.

·         Gådeformen har flere tusinde år på bagen.

·         ”En gåde beskriver noget på en spidsfindig måde, at det kræver skarpsindighed at gætte”

·         Det at gætte det svar kræver sproglig viden, logisk sans, fantasi, viden om verden samt kendskab til et kulturelt præget billedsprog af overført betydning og metaforer.

·         Gåden lever primært blandt mindre børn.

·         Gådevitsen er den mest udbredte gådeform i dag.

Eksempeler på 2 gåder jeg hørte ved et barn fra 2 klasse da jeg var i min praktik i en SFO.

Hvad har 4 ben og 1 ryg men ingen krop?

Svar: En stol.

Hvorfor har en isterning ingen arme og ben?

Svar: Fordi den er vandskabt.

Gyserfortællinger.

·         Fra start skabes genreforventningerne til gyseren, for vi ved, hvad der skal ske, at noget uhyggeligt indtræffer, men hvordan og hvornår ved vi ikke, og deri består den skrækblandende fryd.

·         Den gode fortæller bruger mange sproglige og dramariske virkemidler, fx stemmeføring, pausering og gestik.

·         De fleste gyserhistorier er længere end en vits. Gyser historier kan blive ved i en uendelighed.

·         Indholdet til fortællingen hentes fra bl.a. traditionsstof, medieråstof (bøger, film, computerspil), og i nogle tilfælde private fantasier, der fortælles i fiktiv form, som om fortælleren selv har oplevet det.

·         Gysergenren kan også bruges i pædagogisk arbejde, fx til oplæsning på kolonier eller det arrangerede natløb med forventninger ”Hvad mon de finder på i år”.

·         Mundtlig fortælling er øjeblikkets og situationens kunstform, hvor den gode fortæller er lydhør og reagerende på reaktionen fra tilhørende.

”Alle børnene”- genren.

·         Omkring 1990 dukkede en ny genre op, det var let at genkende ved sin æstetik, hvor ordene ”Alle børnene….” straks vækkede bestemte genreforventninger.

·         Genren er kort med en stærkt fikseret opbygning i tre sætninger.

·         Selv om genrens råstof og temaer er indtryk og oplevelser fra virkeligheden, så skaber den et selvstændigt æstetisk rum, som også drejer sig om leg og sprog.

·         Børn udforsker genren og skaber hjemmelavede, sommetider kiksede, men lattervækkende eksempler.

·         Forholdet mellem samfundet og en genres opståen og udvikling er komplekst, men ”Alle børnene” genrens opståen og funktion må bl.a. ses i lyset af, at den i sit indhold afspejler nogle af de fænomener, børn møder i medierne.

·         Børn kultivere sig selv og omgivelserne igennem legekulturen genrer og udtryksformer som et medie, hvor de skaber form og mønstre, de former matriale /sprog, krop, bevægelse, hinanden) æstetisk.

Parodier.

·         Begrebet parodi kan defineres som en komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug og tonefald.

·         Parodi drejer sig om at ”gøre grin med noget”

·         At udfører en god mundlig parodi drejer sig om at aflure iøjnefaldende træk og fremstille dem på en stiliseret og genkendelig måde, der får andre til at grine.

·          Dels kan parodier rettes mod personer eller episoder , som en lille børnegruppe kender, fx parodier på en lærer eller pædagog.

·         Dels kan parodier rettes bredt i forhold til råstof, indtryk og genrer, som er fælles, og i legekulturen.

·         Mediegenrer ´, fx tv-reklamer eller sportsreportager, er velegnet til parodier, da de både er korte og udgør en fælles referenceramme for mange børn.

        Rim og remser.

·         Det vi samler under betegnelsen ” rim og remser”, er så forskelligartet sprogligt og indholdsmæssigt, at de er svære at kategorisere. Alligevel har de grundlæggende fælles træk dels en enkel og klar markeret rytme og dels brugen af forskellige rim-former, fx bogstaverim og enderim.

·         Rim og remsers nyere forhistorie går tilbage til en mundtlig kultur i bondesamfundet, hvor børn og voksne i højere grad end i dag havde et fælles liv.

·         Mange af remserne har bestemte didaktiske funktioner og formål, fx remser med ugedage eller tal og bogstaveremser.

·         Rim og remser kan allerede begynde ved puslebordet, mellem barn og voksen med fx pandeben-øjesten-næsetip-mundelip og dikke-dik.

·         Kommunikation med småbørn har netop rytmisk præg, brug af gentagelser og tur-tagning i form af vekselvis svar og gensvar mellem voksen og barn, hvilket peger frem mod både kommunikative kompetencer i bred forstand og former i den mundtlige legekultur.

·         Med faglig indsigt i børn og sprog, kendskab til rim og remsemateriale og kreativitet formidler pædagogerne rim og remser i en meningsfuld aktivitet, der inspirerer børnene til selv at lege videre med sproget.

·         Tælleremserne har stadig en funktion i legekulturen, og de kan bruges til at organisere socialt samvær på lokale og egne vilkår. I stedet for de stærkeste i gruppen bestemmer, er tælleremsen med til at stabilisere samværet fx okker, gokker, gummiklokker , erle perle pif paf puf, som findes i mange variationer.

Pædagogers betydning for 6-12 åriges legekultur i institutioner.

·         Organisering af hverdagen i institutionen sætter rammer og vilkår for legekulturen. Det er vigtigt, at der er tid og rum, både ude og inde, til at udfolde sig – også i længere tid uden at blive afbrudt af pædagoger og andre børn.

·         Aldersspredning i gruppen medvirker til, at større børn formidler genrer og udtryksformer videre til de mindre børn.

·         Pædagoger må også være tålmodige og lægge øre til flere børn, som i løbet af en dag fortæller den samme vittighed, som de alle lige har hørt og skal teste på en voksen. Og måske skal pædagogen hjælpe de mindste børn med at få den fortalt rigtigt eller forklare, hvorfor netop den vits måske vil forarge hjemme hos mormor.

·         Nogle gange er det vigtigt at udfordre og opfordre: lad os lave SFO’ens egen bog med vittigheder, sange og skøre rim og remser, hvor pædagogerne hjælper til med at få skrevet børnenes historier ned.

Velkommen til min blog.

Hejsa alle sammen.

Velkommen til mig blog i faget Dansk, kultur og kommunikation. 

Her vil jeg ligge alt der har med dette fag at gøre.